For mange af Vallensbæks løbere blev dagene inden påske brug på påskelejr i Holland sammen med mange andre rulleskøjteløbere fra hele landet.
Fra lørdag til onsdag deltog løberne i to daglige træninger og ind i mellem stod den på hygge og fællesspisning.
Træningen på lejren er tilrettelagt så alle niveauer kan være med – Lige fra begynder til eliteløber.
For Lua Lindekron på 10 år var det første gang hun var med.
“Træningen var rigtig sjov. Vi kørte på en ret sej overdækket bane og derudover lavede vi en masse lege uden skøjter på. Jeg har fået en masse ny rulleskøjte venner og samtidig hygget mig med min familie”.
Også Luas far, mor og lillebror var med på lejren – Både som løbere og hjælper.
“Det er lidt ligesom at være en tur på lejrskole, hvor vi sover i køjeseng og hjælpes ad med at få klaret opvasken efter spisningen. Både børn og voksne har haft en fantastisk tur og mange nye venskaber på tværs af landet er dannet, fortæller Luas far Kim.
Turen er en tradition og afholdes hvert år i påsken og er åben for alle rulleskøjteløbere. Vi håber, at endnu flere VARKere hopper med i fællesskabet næste år.